Vidnesbyrd

Mit navn er Anne Helene Have. Jeg er 57 år og arbejdede tidligere som folkeskolelærer, før jeg tog en kandidat i pædagogik og psykologi. Jeg var tidligere gift og levede et almindeligt familieliv med hus i Hørsholm. Jeg var derfor ikke forberedt på, at jeg skulle blive ramt af stalking i 2010 efter, at jeg var blevet skilt og havde købt en lejlighed i Hellerup.

Der var tale om en person fra nabolaget, som jeg ikke havde nogen kontakt til, hvilket i sig selv er usædvanligt. Stalking foregik på alle tider af døgnet og involverede intens chikane, overvågning af mit liv i lejligheden og uønskede kontaktforsøg. En adfærd, der med årene også skulle udvikle sig til, at personen begyndte at dukke op på andre af mine tilholdssteder.

Det var psykisk terror fra morgen til aften og jeg var lettet, da det lykkedes mig at sælge min lejlighed og flytte til Blågårdsgade i København. På det her tidspunkt havde stalkingen stået på i knapt 6 år og jeg var ikke forberedt på, at personen skulle begynde at dukke op i Blågårdsgade og endnu mindre forberedt på at jeg, cirka 8 – 9 måneder efter at være flyttet til København, skulle blive ramt af, hvad internationalt går under betegnelsen, organiseret stalking.

Jeg havde aldrig hørt om organiseret stalking, som skulle blive begyndelsen på et destruktivt forløb, der skulle ændre mit syn radikalt på det danske samfund, foruden at det skulle få ødelæggende konsekvenser for mit liv og helbred. Uden at skulle foregribe de negative konsekvenser af det trådløse samfund, overvågningssamfundet, krigen mod terror og hele den udvikling, der har fundet sted de seneste årtier, skulle jeg i 2017 – 2018 blive klar over, at den organiserede stalking tilsyneladende var mere og andet end tilfældig stalking.

Min historie kan ikke fortælles på en enkelt A4-side. Jeg har derfor skrevet en introduktion til mit vidnesbyrd ”the Art of Destruction – den skjulte krig,” hvor jeg i en komprimeret form, forsøger at skabe et overblik over min case – der, baseret på den efterforskning jeg iværksatte, kunne knyttes sammen med nogle generelle samfundsforandringer i vesten, som ikke har noget at gøre med det demokrati, jeg troede jeg var en del af.

Anne Helene Have